Online poker

FRA INGENTING TIL BOOM PÅ EN HÅNDFULD ÅR

SPILlet som DEFINEREDE 00'ERNE

Online poker så dagens lys i slut 90’erne, da spiludbyderne kunne byde velkommen til pokerturneringer via internettet. Hvad de fleste troede var en flygtig dille, skulle vise sig at gå hen og blive et globalt fænomen. Poker var på alles læber i 00’erne, og der bliver i dag refereret til perioden mellem 2003-2006 som “poker boomet”.

I modsætning til flere af de andre online spilleformer som var dukket op i takt med internettets popularitet, tilbød online poker noget som de andre spil ikke kunne levere: Et socialt aspekt. Her kunne man spille imod andre spillere, og sågar interagere med dem via chat og i fora.  

Det store poker boom tog sin begyndelse i USA, men indtog med stor fart en masse andre markeder – herunder det danske naturligvis. Spiludbydere som PokerStars, Full Tilt Poker, Paradise Poker og Party Poker blev nu markante aktører indenfor det klart hurtigst voksende spil på nettet. 

Online poker blev hurtigt mainstream hjulpet godt på vej af både medier, berømtheder og selveste Hollywood. I 1998 udkom filmen Sidste spil (Rounders) med stjerneskuespillerne Matt Damon, Edward Norton og John Malkovich på rollelisten. Filmen blev et gigantisk hit, og affødte flere mere eller mindre vellykkede pokerfilm. Poker blev vist på TV verden over – i nogle lande endda i bedste sendetid, og interessen var ustoppelig.

Danske medier fik deres egen pokersektion på linje med fodbold og andre sportsgrene. Danske kendisser begyndte at spille poker, og nogle endda sponseret af spiludbyderne. Casino Copenhagen kunne i 2005 åbne dørene op for den første store pokerturnering på dansk grund, da European Poker Tour lagde vejen forbi Amager.  

Danske spillere gjorde det generelt godt ved det grønne filt – både online og i fysisketurneringer – og ude i verden opstod der respekt for disse spillere. En af disse spillere var Gustav “Gus” Hansen, som havde skabt sig et stort navn i USA ved at spille imod nogle af verdens bedste spillere på fysiske borde i bl.a. Las Vegas. Han var Danmarks første store og førende pokerstjerne i disse år, men han var langt fra den eneste.

Peter Eastgate indskrev sig i 2008 i pokerhistorien, da han vandt WSOP (verdens mest betydningsfulde pokerturnering) og intet mindre end 53 mio. kr. Sejren og den store gevinst gav poker boomet lidt ekstra liv i Danmark, men i store træk var interessen for online poker allerede der dalende. 

Allerede i 2006 blev UIGEA (Unlawful Internet Gambling Enforcement Act of 2006) vedtaget i USA, og dermed var spil over internettet gjort ulovligt. Flere spiludbydere trak sig ud af det amerikanske marked, men der var nogle få som fortsatte med at tilbyde spil i USA. Tæppet blev dog for alvor revet væk under den internationale spillebranche fem år senere, da de amerikanske myndigheder besluttede at lukke ned for de udenlandske spiludbydere. Fra dag til dag lukkede FBI ned for de spiludbydere som forbrød sig imod reglerne.  Verdens største pokermarked ver dermed endegyldigt i knæ, og det havde store konsekvenser for fødekæden af spillere og dermed hele spillebranchen.

Med pokerens hjemland i massive problemer, vendte spiludbyderne blikket mod andre markeder. Denne fokus på andre markeder gav poker boomet ekstra liv, men branchen kom sig aldrig helt over “Black Friday” i oktober 2011.       

Herhjemme åbnede liberaliseringen i 2012 op for at online poker nu var et godkendt spil på linje med sportsvæddemål og online casino. Danske Spil lancerede et pokerprodukt på bagkant af poker boomet, og det er i dag blandt de største på et stagnerende danske marked.   

Poker er et yderst populært spil - både i fysiske casinoer og online
Fakta om spil er skabt med det formål at fremme den faktabaserede dialog om spil på nettet